Bladlus og bekæmpelse uden kemiske midler

Bladlus kan findes overalt og i et utal af arter, og de er tilpasset større eller mindre plantegrupper. Nogle af dem ligner overhovedet ikke bladlus, som vi normalt kender dem. Således er mellus, blodlus, skjoldlus og uldlus også en slags bladlus. Fælles for dem er, at de lever af at suge saft fra bløde plantedele.

Med deres næsten mikroskopisk små, spidse og næsten glashårde munddele, der er udformet som hule stiletter, stikker de hul i bladvævet. De celler, de rammer, dør efter udsugningen, og da hver enkelt bladlus kan blive til et utal af nye lus på få dage, er det ikke underligt, at planterne kan lide meget ved deres tilstedeværelse.

Bladlus har en overmåde stor formeringsevne. Ved almindelig kønnet forplantning, hvor halvdelen tilhører hver sit køn, vil afkommet fra en enkelt hun – hvis man regner med 20 unger pr. hun – i femte generation udgøre 100.000 lus. Ved ukønnet formering (partenogenese) vil antallet under tilsvarende forhold udgøre 3.200.000 individer. Den frygtede Vinlus, som heldigvis ikke findes på vore breddegrader, kan udvise en endnu voldsommere formeringsevne. I løbet af en enkelt sommer kan en hun blive stammoder til 4800 millioner individer. Heldigvis går de fleste til grunde i fugtige og kolde vejrperioder eller bliver jagtet af dyr og insekter og det uanset hvilke arter der er tale om.

Bladlus er skyld i, at bladene krøller sammen og bliver misdannede, og der findes et utal af varianter af bladskader. Har angrebet stået på gennem flere år, kan skud og grene blive misdannede. Værre bliver det, at visse alvorlige virussygdomme kan overføres mellem planter via insekterne, og det er i den forbindelse, at disse dyr er til størst skade ikke mindst for kartoffelplanternes vedkommende. Sugninger på stammer og grene af blodlus fremkalder ligefrem kraftige barkfortykkelser.

Det er en følge af, at der ustandselig dannes sår i plantevævene, hvor insekterne suger saft. Nogle bladlus udvikler sig udelukkende på rødder, andre værtskifter, således at en generation udvikles på blade, en anden på rødder, fx Elm/Ribs og Poppel/Gulerod. På Rødgran danner en lille gul bladlus kraftige ananasformede galler på nye skud, mens andre arter, der lever på Douglasgran, får nålene til at falde af, længe før det er normalt.

Vil du selv hjælpe til med at komme af med lusene, hvad enten de findes på potteplanter, køkkenurter eller træer brug da rent vand. Kan du ikke komme til at drukne dem, kan du spule planterne. For træernes vedkommende kan du med forsigtighed bruge en højtryksspuler.